Det er for Wii-ldt.

Og så vågner man op, fordi ens far stikker hovedet ind af døren med et kæmpe smil på læben: "Er du vågen?"
Hvorefter han kalder mig ind i stuen, hvor det så viser sig, der står en ganske stor pakke på bordet. "Skal du ikke åbne din gave?"
Det skal så lige siges her, at grunden til jeg allerede fik min gave denne morgen, skyldes, at Hr Kermit Torres fløj til Berlin med kæresten ved frokostid, og ikke er hjemme før 2. juledag.
Det viste sig, som I kan se på billedet til venstre, at være en Nintendo Wii.
Den får jo et frysekrus (min gave til Kermit, der er vældig smart. Man sætter det blot på hovedet i fryseren og når det er frosset til kan man nyde sin drink kold) til at ligne en regnorm.
Så jeg har brugt dagen på Elina, Alberte og Wii.

En god dag. (:

Mange tak, daddy.

Når man rejser tilbage..

En tåre sidder bristende i min øjenkrog. Den truer med at trille ned af min kind. Ikke på grund af sorg, men af glæde. Den triller først hurtigt, men dæmper hastigheden da den når spidsen af mundvigen. Dér bliver den siddende, ligesom min glæde har gjort de sidste mange timer.
Min mund har mildest talt ikke andet end vendt opad, mens sneen er dalet ned udenfor og utallige glade sange har fyldt mine øregange med saglige toner. Vinduskammen er ryddet for planter og andre finurligheder der normalt står der, så det ikke står i vejen for mit korpus, når jeg læner mig mod vinduest kolde rude for at nyde den hvide flourmelis, der nu både dækker biler og træer.
Jeg føler mystikken af at være fem år igen. Jeg føler glæden man havde, når man vidste at i morgen var kun afsat til årets første kælketur ned af den, dengang, store og stejle bakke. Jeg kan dufte vinterens kolde og fugtige essens, der varmer alle mine mange lemmer. Fra min lodne hovedbund til helt ud i tåspidserne.
Egentlig burde tidspunktet lige nu være dér hvor lektierne var lavet, tasken pakket og jeg er puttet nede under dynen, men jeg er fem år nu. Jeg skal ikke sove! Jeg vil sidde her og kigge ud ad glasruden foran mig, på de susende fnug. Ja, de er begyndt at suse nu. Faktisk, så kunne det godt ligne en form for leg. Tag fat, måske. Hvem ved, måske har de det sjovt? Det tror jeg bestemt de har. En omgang tag fat i månens lysende skær, er der vel ingen der kan vende hovedet og sige nej til. Forhåbentlig vil denne leg blive ved hele natten og tildække vores grønne land. Derfor vil jeg i morgen tidlig, smilende tage min kasket på og kameraet rundt om halsen og trave raskt af sted mod Østre Borgerdyd Gymnasium, hvor jeg vil knipse billeder af alle der vil tillade mig det.
Det kriller stadig i maven. Mon jeg stadig er fem år? Nej, jeg er sytten, dét kan jeg godt mærke. Tiden kan jeg ikke rode med, men noget siger mig, at den lille, femårige sneglade mullepige jeg nu engang var, stadig vil komme frem til hver december der kommer i fremtiden. Næste år såvel som om nitten.

Life is good.

Jeg vågnede i morges og havde den underligeste form for følelse af den livsglæde, som jeg har været fuld af her for tiden.


Det er måske sneens skyld, måske er det følelsen af at folk faktisk gider være sammen med mig eller måske er det fordi det egentlig er gået op for mig, at livet ikke altid helt går som man forventer eller ønsker.
Det eneste jeg ved er, at jeg elsker livet og livet elsker mig.

Og jeg elsker alle mennesker i mit liv. :') I gør mig til den jeg er!

Flæskesteg, wrong way og kyllinge svirp!

Nu sidder jeg hér, i min sorte lædderstol, lige hjemkommet fra en meget hyggelig, lille julefrokost hos Mette fra efterskolen. Det var sgu hyggeligt, selvom jeg blev nødt til at gå en smule tidligt, da jeg har en grusom NG-opgave der venter utålmodig på at blive skrevet i morgen. Åh nej! Turen hjem fra Mette var dog uhyggelig sjov. Først løber jeg ned ad Hulkærvej for der var kun 5 minutter til min tog ville være dér, jeg finder dog ud af at da jeg nåede ned for enden af vejen, drejede jeg forkert og endte laaangt nede af en forkert gade. Jeg fandt dog Dyssegårdsvej hvor S-togs stationen ligger. Jeg ringede Josephine op, for at få lidt selvskab mens jeg banede mig vej til stationen. Once at the station, tydede alt jo godt.. men nej, jeg skulle selvfølgelig være alt for kuldret og tage toget i den forkerte retning (mod Farum) da det er dét tog jeg normalt altid tager for at komme hjem, men havde i farten helt glemt at det var omvendt i aften, så jeg måtte stå af på Vangede station og vente på A-Hundige toget. Heldigvis var ventetiden ikke længere end 4 små minutter. :) Hæ hæ!

Nu sidder jeg bare og overvejer om jeg ikke skulle læse et par kapitler i Airhead (I seem to be reading a lot of Meg Cabot's books at the moment! Er lige blevet færdig med Pants On Fire, som var vældig fin) og så se Jingle All The Way (Mission Julegave) med Arnold Schwaezenegger bagefter.
- Apropros Meg Cabot's bøger, så synes jeg godt de kunne til at filmatisere flere af hendes bøger, eftersom de lige er den der Chick Flick material. The Princess Diaries var jo store hits og det tror jeg også hendes andre bøger kunne blive, for de 12 til 14 årige tøser (inklusiv mig). Ha ha!

Og så synes jeg også at Lauras dejlige blogspot julekalender er bare sådan LIDT for herlig :D