Wednesday, 16 December 2009

Når man rejser tilbage..


En tåre sidder bristende i min øjenkrog. Den truer med at trille ned af min kind. Ikke på grund af sorg, men af glæde. Den triller først hurtigt, men dæmper hastigheden da den når spidsen af mundvigen. Dér bliver den siddende, ligesom min glæde har gjort de sidste mange timer.
Min mund har mildest talt ikke andet end vendt opad, mens sneen er dalet ned udenfor og utallige glade sange har fyldt mine øregange med saglige toner. Vinduskammen er ryddet for planter og andre finurligheder der normalt står der, så det ikke står i vejen for mit korpus, når jeg læner mig mod vinduest kolde rude for at nyde den hvide flourmelis, der nu både dækker biler og træer.
Jeg føler mystikken af at være fem år igen. Jeg føler glæden man havde, når man vidste at i morgen var kun afsat til årets første kælketur ned af den, dengang, store og stejle bakke. Jeg kan dufte vinterens kolde og fugtige essens, der varmer alle mine mange lemmer. Fra min lodne hovedbund til helt ud i tåspidserne.
Egentlig burde tidspunktet lige nu være dér hvor lektierne var lavet, tasken pakket og jeg er puttet nede under dynen, men jeg er fem år nu. Jeg skal ikke sove! Jeg vil sidde her og kigge ud ad glasruden foran mig, på de susende fnug. Ja, de er begyndt at suse nu. Faktisk, så kunne det godt ligne en form for leg. Tag fat, måske. Hvem ved, måske har de det sjovt? Det tror jeg bestemt de har. En omgang tag fat i månens lysende skær, er der vel ingen der kan vende hovedet og sige nej til. Forhåbentlig vil denne leg blive ved hele natten og tildække vores grønne land. Derfor vil jeg i morgen tidlig, smilende tage min kasket på og kameraet rundt om halsen og trave raskt af sted mod Østre Borgerdyd Gymnasium, hvor jeg vil knipse billeder af alle der vil tillade mig det.
Det kriller stadig i maven. Mon jeg stadig er fem år? Nej, jeg er sytten, dét kan jeg godt mærke. Tiden kan jeg ikke rode med, men noget siger mig, at den lille, femårige sneglade mullepige jeg nu engang var, stadig vil komme frem til hver december der kommer i fremtiden. Næste år såvel som om nitten.

No comments: